Næste Koncert:

Oplev folk-diva og et musikalsk festfyrværkeri

Der er masser af gode oplevelser i vente med Prinsens Musikkorps i 2018. Lige om hjørnet venter nytårskoncerterne og et andet af forårets højdepunkter bliver næste koncertrække i Salling Bank Master Series.

Den 8., 9. og 10. marts kan publikum således opleve Prinsens Musikkorps i selskab med Helene Blum & Harald Haugaard Band. Bandet består blandt andet af Danmarks folk-diva nummer et Helene Blum og violinisten Harald Haugaard. Bandet har allerede etableret sig som nogle af de fineste fortolkere og fornyere af den danske musiktradition.

Koncerterne finder sted i Skive, Silkeborg og Viborg.

Få en smagsprøve her:

Harald Haugaard er en af de førende folk-musikere i Europa og har vundet en stribe priser, blandt andet “Årets instrumentalist” ved DMA Folk. Selv om Helene Blum & Harald Haugaard Band især boltrer sig inden for folk-genren, skal publikum ikke forvente folkemusik i traditionel forstand til koncerten med Prinsens Musikkorps. Publikum kan til gengæld godt forvente en tryllebindende koncert med nye musikalske oplevelser, hvor blandt andet Carl Nielsen bliver fortolket.

Helene Blum & Harald Haugaard Band optræder jævnligt og har i den grad formået at gøre opmærksom på sig selv. Musikmagasinet Gaffa mener eksempelvis, at Helene Blum & Harald Haugaard Band “stormer ind og sætter sig til rette i den tronstol, som har stået klar hele tiden”. Og dagbladet JydskeVestkysten beskriver bandet som “musikalsk festfyrværkeri”.