Prinsens Nytår

Nytårskoncerterne gav smil på læben og tårer i øjenkrogen

Prinsens Musikkorps har taget hul på dette års nytårskoncerter. Bodil Jørgensen er solist, og sammen med Prinsens Musikkorps har hun ved de første koncerter begejstret publikum.

– Der var én blandt publikum, der efter koncerten sagde til mig, at musikken var så smuk, at hun fik tårer i øjnene, men at koncerten også var så sjov, at hun kort efter sad og skraldgrinede.

Sådan siger dirigent i Prinsens Musikkorps René Bjerregaard Nielsen, der står i spidsen for musikkorpset til nytårskoncerterne, som nu er i fuld gang.

Det er Bodil Jørgensen, der er solist. Og både orkester og solist har taget publikum med storm, fortæller dirigent René Bjerregaard Nielsen.

– Premieren i Viborg gik virkelig godt. Publikum var i den grad med. Det var en sand fornøjelse, og vi kunne mærke det helt op på scenen, fortæller han.

Lækkerier i Langå

Dagen efter serverede Prinsens Musikkorps og Bodil Jørgensen musikalske lækkerier i Langå.

– Her havde vi faktisk et lille jubilæum, fordi det var tiende gag, at vi gav nytårskoncert i byen. Vi havde et lille surprise-nummer med og spillede ”Congratulations”, siger René Bjerregaard Nielsen.

– Vi er kommet rigtig godt fra land, og vi glæder os i den grad til resten af turnéen og glæder os til resten af turnéen, tilføjer han.

Godt i spænd

Ifølge dirigenten går musikerne i Prinsens Musikkorps og Bodil Jørgensen særdeles godt i spænd.

– Vi har bare ramt hinanden rigtig godt, og der har været rigtig sammenspil. Den slags ved man aldrig, før man står over for hinanden, siger René Bjerregaard og understreger, at nytårskoncerten med Prinsens Musikkorps er en koncert, hvor publikum både har et smil på løben og en tåre i øjenkrogen. Akkurat som kvinden fortalte ham.

Efter koncerten i Langå havde Randers borgmester Torben Hansen (S) svær ved at skjule sin begejstring .

– Jeg har lige været til en fantastisk nytårskoncert med Prinsens Musikkorps og Bodil Jørgensen. Det kan varmt anbefales. Fantastisk musikere. Fantastisk stemning, sagde han efter koncerten.