31. maj 2011 - 'Prinsens' underholder ved Regentparrets sommerfest på Caïx

HKH prinsgemalen og HM Droninngen.jpg

HM Dronningen og HKH Prinsgemalens årlige sommerkoncert for familie og venner finder i år sted i parken på

Château de Caix i Cahors mandag den 22. august.

 

Regentparret inviterer hvert år til koncert i august, men alle skal betale entré, og det er der en ganske speciel grund til. Overskuddet fra sommerkoncerten går nemlig altid til et velgørende formål.

 

Særligt inviterede skal efterfølgende til middag på slottet, men inden da skal de altså underholdes af Prinsgemalens eget orkester, Prinsens Musikkorps.

 

Prinsens Musikkorps, der er et af forsvarets 3 musikkorps, holder til i eget musikhus på Skive Kaserne. Musikkorpsets opgaver er mange, men hovedopgaven er først og fremmest at betjene kongehuset og forsvarets enheder. Sideløbende repræsenterer musikkorpset forsvaret udadtil ved en mangfoldighed af koncerter over hele Danmark.

 

Prinsens Musikkorps medbringer en stjernesolist til koncerten på Château de Caix; sopranen Susanne Elmark.

Hun er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, er en af Danmarks mest efterspurgte operasangerinder med talrige engagementer i både ind- og udland. Hun havde stor succes som Adele i Flagermusen på Det Ny Teater 1994-95, og derefter tog udlandskarrieren for alvor fart med roller som Nattens Dronning i Tryllefløjten og Zerbinetta i Ariadne på Naxos.

 

Disse to roller - og mange andre - har hun nu sunget i utallige opsætninger verden over, bl.a. på Staatsoper i München, Deutsche Oper Berlin og selvfølgelig også på Det Kongelige Teater.

 

Der ventes 3 - 400 gæster til koncerten, og de vil bl.a. blive underholdt med musik af bl.a. Wolfgang Amadeus Mozart, Guiseppe Verdi, Jacques Offenbach, Emil Reesen, Carl Nielsen og Bent Fabricius-Bjerre.

 

I dagene efter koncerten på Caïx skal Prinsens Musikkorps spille kirkekoncerter i henholdsvis Cahors og Prayssac, og der bliver også plads til et par torvekoncerter i nærliggende byer.

 

Alle koncerterne på koncertturneen til Frankrig dirigeres af Prinsens Musikkorps' chefdirigent, Jesper Juul.


« Tilbage