16. januar 2010 - Prinsens Musikkorps samler ind til jordskælvsofre i Haiti

Forholdene i hovedstaden Port-au-Prince er kaotiske. Forældre har mistet deres børn, børn har mistet deres forældre, og huse og offentlige bygninger er styrtet i grus, som konsekvens af det jordskælv, der tirsdag kl. 17 lokal tid ramte Haiti. Et jordskælv, der målte 7 på den velkendte Richter-skala.

 

Haitianerne har i høj grad brug for al den hjælp, de kan få, og derfor bestemte Prinsens Musikkorps sig i går for at gøre noget.

 

- Jeg sad i går middag og kiggede nyhederne med de gruopvækkende billeder fra Haiti, fortæller orkesterchef Henrik Thorngaard og fortsætter:

 

- Pludselig ringede telefonen. Det var vores chefdirigent Jesper Juul, der sagde: "Skal vi ikke gøre noget?". Han sad, som jeg, og kiggede nyheder, og vi blev hurtigt enige om at sætte gang i en indsamling.

 

Ved koncerten i Vemb Hallen i aftes kunne publikum således købe cd'er med Prinsens Musikkorps for 100, - kr. HELE overskuddet fra salget af cd'erne - også ved Prinsens Musikkorps' resterende 9 nytårskoncerter - går ubeskåret til Dansk Røde Kors.

 

Der blev ligeledes - meget symbolsk - samlet ind ved udgangen i to champagne kølere, og også her går pengene ubeskåret til Dansk Røde Kors. Også den fremgangsmåde vil blive benyttet ved Musikkorpsets resterende nytårskoncerter.

 

- Det skærer langt ind i mit hjerte, når jeg ser børn ligge døde i ruinerne i Haiti, sagde Jesper Juul ved koncerten i aftes, og han fortsatte:

 

- Eller når jeg ser forældre stå og sørge over deres børn eller ser børn, der har mistet deres forældre. I al vores overflod og festivitas er det vigtigt, at vi også på en aften som i aften husker på, at der er nogle, der ikke har det så godt, som vi har. De havde kun lidt. Nu har de ingenting. Jeg håber, I vil støtte dette initiativ.

 

Og det ville publikum. Ved koncerten i aftes i Vemb blev der samlet ca. 5.000, - kr. ind. Dels som et resultat af cd salget og dels som et resultat af de penge, som folk kom i champagne- kølerne ved udgangen.  Alle pengene vil - når koncert- rækken er slut - bliver overdraget til Dansk Røde Kors.

 


« Tilbage