30. oktober 2009 - Jeppe skal trutte med de bedste

Jeppe Jerslev thomsen fra talent09.jpgFra Herning Folkeblad:

 

Af Peter Bollerup

Andersen

pba@herningfolkeblad.dk

 

Jeppes drøm er gået i opfyldelse. Under det netop afsluttede talentprogram Talent 09, forførte den 15-årige dreng fra Snejbjerg dommere, publikum og seere med sin trækbasun, inden han til sidst måtte strække instrument i semifi nalen. Under de mange udsendelser og interviews med Folkebladet lagde han aldrig skjul på, at han ønsker

at blive professionel musiker - og helst spille for Prinsens Musikkorps, som tidligere hed Prinsens Livregiment. Det får han nu mulighed for, efter at orkestesterchef for musikkorpset Henrik Thorngaard tog fusen på Jeppe Jerslev

Thomsen, da den unge trækbasunist i tirsdags blev interviewet i P4 - Radio Midt & Vest.

 

Kæmpe overraskelse

   

For midt under interviewet trådte orkesterchef Henrik Thorngaard ind i studiet, mens Jeppe Jerslev Thomsen så måbende til. Henrik Thorngaard skulle såmænd bare sige, at han var velkommen til at spille med som gæstesolist til Promenadekoncert søndag aften i Skive Kulturcenter. - Det var godt nok overraskende. Jeg vidste ingenting, så jeg blev bare helt vildt overrasket, siger 15-årige Jeppe Jerslev Thomsen. Og den unge musiker havde da også meget svært ved at sætte ord på overraskelsen, siger Ingrid M. Schmidt, der er projektchef for DR Midt & Vest.

 

- Han er jo en stille og rolig dreng med en jysk afdæmpethed, så han tog glad imod. Men da så mikrofonerne var slukket, gik han hen og gav Henrik Thorngaard et stort knus. Det var faktisk lidt rørende.

 

Talenter skal have chancen

 

Ifølge orkesterchef Henrik Thorngaard er fornøjelsen helt på musikkorpsets side.

 

- Vi gør det, fordi vi altid har udkig efter unge talenter og ser det som en vigtig og mission at give unge musikere chancen. Så vi vil gerne give Jeppe et spark i den rigtige retning og give ham en stor oplevelse, som han vil huske til al evighed i karrieren, for jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at han bliver musiker, siger Henrik Thorngaard og fortsætter.

 

- Jeg havde jo læst og hørt i radioen, at Jeppes store drøm var at blive professionel musiker og spille for Prinsens Musikkorps, så den lå jo lige til højrebenet. Men det er ikke bare et mediestunt, for vi gør det først og fremmest for at give ham chancen for at spille i et topprofessionelt orkester, forklarer Henrik Thorngaard.

 

Men hvad er det, Jeppe kan med sit instrument?

 

- Jeppe er på et stadie nu, hvor han har en meget, meget fin teknik. Han er slet ikke færdiguddannet endnu, men han har en fin teknik og en fin klang i sin trækbasun i forhold til, at det ikke er verdens bedste instrument, han spiller på. Og så har Jeppe det allervigtigste - musikaliteten i kroppen.

 

Ekstra undervisning

 

Udover gæsteoptræden på søndag havde Henrik Thorngaard også en ekstra trumf i ærmet. Jeppe Jerslev Thomsen

får fremover mulighed for at få undervisning med musikkorpsets chefbasunist og dirigent, Jesper Juul.

 

- Den del blev han mindst lige så lykkelig over, siger Henrik Thorngaard. Jeppe Jerslev Thomsen var torsdag på Skive Kaserne for at øve med musikkorpset, inden koncerten i Skive Kulturcenter søndag aften, hvor der kommer

flere end 1200 mennesker. Ikke overraskende glæder den unge gæstesolist sig til koncerten i Skive.

 

- De har den der professionelle standard, fordi de lever af at spille musik. Så jeg tror, der vil være styr på tingene. Så jeg glæder mig rigtig meget, siger 15-årige Jeppe Jerslev Thomsen.


« Tilbage