2. november 2009 - Promenadekoncert 2010

publikum til promenadekoncert.jpg

(foto: Casper Jacobsen, Skive Folkeblad)

 

- Det er første gang jeg har været til Promenadekoncert, men det bliver absolut ikke sidste. Det var jo helt fantastisk!

 

Kommentarerne var mange og særdeles positive, da 1200 skibonitter omkring klokken 22:30 forlod Skive Kulturcenter efter at have oplevet en Promendekoncert, der helt levede op til forrige års Promenadekoncerter.

 

- Der sker jo så meget i Skive for tiden, konstaterede Peter Østergaard Bak fra Skive Kulturcenter og fortsatte:                                                                                            

 

- Skulle det her gå hen og blive den sidste promenadekoncert, skal vi så ikke gøre den til den bedste?                                                                                                 

 

Og det gjorde de så - Prinsens Musikkorps, Trine Gadeberg, Johnny Hansen, Skive Musikskoles Kor, talentfulde elever fra samme musikskole og et særdeles veloplagt publikum. Fra første sekund - hvor Prinsens Musikkorps lage ud med Olympic Fanfare fra OL i Los Angeles i 1984 - var der en fantastisk stemning, som naturligvis smittede af på såvel kunstnerne som publikum.

 

Prinsens Musikkorps spillede fremragende og Trine Gadeberg og Johnny Hansen supplerede hinanden fint med musik fra de genrer, som de hver især behersker som få i Danmark. Skive Musikskoles kor sang med entusiasme og en smittende glæde og musikskolens repræsentanter - 3 rytmiske og en klassisk - var hver på deres felt levende beviser på, at der også i Skive findes masser af talent.

 

En enkelt overraskelse blev det også til undevejs. Jeppe Jerslev Thomsen fra Snejbjerg spiller trækbasun og har deltaget i DRs Talent 2009. Hans yndlings-orkester er Prinsens Musikkorps. Da det kom orkestret for øre inviterede de straks Jeppe til at være solist med orkesteret til promenadekoncerten i Skive.

 

I rød Herning- garde uniform kom han på scenen og blev budt velkommen af Prinsens Musikkorps 'egen' solobasunist - chefdirigent Jesper Juul, hvorefter han med stor udstråling, autoritet og musikalitet spillede 'Bayersk Polka', så publikum i Skive Kulturcenter fuldstændig måtte overgive sig. Stort - og velfortjent - bifald til Jeppe.

 

Koncerten sluttede engelsk og dansk. Først med 'Pomp and circumstance', hvor de mange flag udgjorde en flot kulisse til musikken og sidst med Sku gammel venskal rent forgå'.

 

Skive Folkeblad skriver dagen derpå:

 

- Blev det finalen, så kunne den fine Skive-tradition, promenadekoncerterne er blevet til hen over årene, ikke slutte finere.

 

 

 




« Tilbage