11. januar 2011 - Et fejende flot show

Susanne Elmark & Michael Carøe.jpgPremieren fandt dog sted på Sjælland - i Slagelse Musikhus - hvor Divaen (alias Susanne Elmark), Crooneren (alias Michael Carøe) og Prinsens Musikkorps under ledelse af den norske dirigent, Bjørn Sagstad, lagde publikum ned med et fantastisk musikalsk og underholdende show.

 

Stående ovationer strømmede kunstnerne i møde umiddelbart efter koncerten, og det samme skete dagen efter, hvor det var 600 borgere fra Langå og omegn, der havde købt billet til den traditionsrige koncert.

- At dømme efter de første to koncerter bliver turneen igen i år en bragende succes, fortæller Prinsens Musikkorps' orkesterchef, Henrik Thorngaard, og han tilføjer:

 

- Fuldt hus i Slagelse og fuldt hus i Langå betød, at vi henover weekenden spillede for godt og vel 1000 publikummer, og jeg skal hilse og sige, at de var glade. De havde heller ikke grund til at være andet, for det er et fantastisk show, som helt sikkert vil begejstre det midt- og vestjyske publikum.

 

På baggrund af den udsolgte koncert i Langå kunne man dagen efter læse en anmeldelse i Randers Amtsavis. Her skrev journalist Jan Sisseck bl.a.:

 

De, der ikke nåede at købe billet i tide, gik glip af et fejende flot show, som hele tiden vekslede mellem det sejt swingende, det romantiske, det pompøse og sågar det funky.

 

På torsdag fortsætter nytårskoncert- rækken med koncert i Vemb Hallen, og dagen efter går turen til Thyholm. Derefter følger nytårskoncerter i følgende byer:

 

Viborg, Ejsing-Egebjerg, Struer, Aalestrup, Skive, Bjerringbro, Galten og Nykøbing Mors.


« Tilbage